Det gamle Gdańsks rigdom begyndte langt fra byens havne. Træ, korn og andre varer blev transporteret til havnen ad Vistula-floden og dens bifloder. Bag denne transport stod mennesker, der kendte strømmen, grunde og de skiftende vandstande. Man kaldte dem flisacy, flisy eller oryli.
Hvad var flisactwo?
Tømmerflådning var forbundet med flådning, dvs. transport af tømmer og gods ned ad floden. Ikke alle transporter foregik dog på samme måde. Tømmeret kunne samles til tømmerflåder, som i sig selv udgjorde det transporterede gods. Andre laster blev lastet på flodbåde, herunder galar.
Denne skelnen hjælper med at danne sig et billede af den gamle Vistula. På floden sejlede både konstruktioner af sammenbundne træstammer og fartøjer med skrog, der var tilpasset godstransport. Fælles grundlag for arbejdet var kendskabet til floden og evnen til at udnytte dens strøm.
Retmanen udstak ruten
Retmanen var ansvarlig for at lede flådetransporten. Han måtte vurdere forholdene, vælge sikre passager og forudse forhindringer. Nogle gange sejlede han ud i en lille båd foran transporten for at undersøge ruten. Både lasten og besætningens sikkerhed afhang af hans beslutninger.
En stor tømmerflåde reagerede anderledes end en lille båd. Manøvreringen krævede samarbejde mellem mange personer, brug af lange årer og stænger samt et godt kendskab til udstyret. Færdighederne tilegnes i praksis ved at lære af mere erfarne tømmerflådere.

Flere uger på vandet
Rejsen til havnen kunne vare i ugevis. I denne periode blev tømmerflåden et sted, hvor man arbejdede, hvilede sig og tilberedte måltider. Besætningen indrettede enkle ly på flåden, medbragte proviant og fordelte opgaverne. Dagens rytme blev bestemt af forholdene på floden og fremskridtet med tømmerflåden.
Der udviklede sig et særligt ordforråd, sange og skikke omkring dette erhverv. En vigtig skikkelse i tømmerflådernes tradition var den hellige Barbara. Minderne om arbejdet på vandet har også overlevet i familiehistorier og stednavne. Et af de mest kendte centre for denne arv er Ulanów, der ligger ved Tanwi-flodens udmunding i San-floden.
At nå frem til Gdańsk var ikke slutningen på hele rejsen. Man skulle aflevere eller sælge lasten og vende hjem. Efter tømmerflådningen foregik hjemrejsen ofte til fods. Det betød ikke, at man skulle trække den store tømmerflåde mod strømmen – tømmeret var jo det, der skulle sælges.
Hvorfor sejlede tømmerflåderne til Gdańsk?
Gdańsk forbandt Vistula-flodens afvandingsområde med søhandelen. Varer, der blev samlet i havnen, kunne komme om bord på skibe, der sejlede til andre lande. Kornlagerne ved Motława-floden var en del af dette system, og tømmerflådernes arbejde sikrede forbindelsen mellem det fjerne bagland og kysten.
Jernbanens udvikling og ændringer i transportorganisationen begrænsede gradvist den økonomiske betydning af den traditionelle flådning. Det gamle erhverv mistede sin primære anvendelse. Dets arv forsvandt dog ikke i takt med ændringen i måden at transportere varer på.
Tømmerflådning på UNESCO’s liste
Den 1. december 2022 blev tømmerflådning optaget på UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Det var en fælles ansøgning fra Polen, Østrig, Tjekkiet, Tyskland, Letland og Spanien. Optagelsen vedrører den viden, de færdigheder og de traditioner, der videregives af tømmerflådernes samfund.
I Polen spiller Flisbrøderordenen til ære for Skt. Barbara i Ulanów en vigtig rolle i bevarelsen af denne tradition. De arrangerede tømmerflådsture, undervisning i tømmerflådebygning og videregivelsen af erfaringer til de kommende generationer gør det muligt at holde traditionen i live. Tømmerflådning er altså også et samarbejde mellem mennesker og ikke blot et billede fra et gammelt fotografi.
Floden giver stadig mulighed for at lære denne historie at kende
Dagens sejlture med traditionelle både hjælper med at minde os om, hvor vigtig vandets perspektiv var i Gdańsks liv. En turistsejlads har et andet formål end den gamle godstransport, men kan blive en anledning til at tale om bådenes konstruktion, besætningernes arbejde og den rute, som lastene tilbagelagde på vej til havnen.
Det er værd at kombinere historien om flisakkerne med et besøg på Spichrzów-øen. Det er netop der, man bedst kan se den anden ende af den lange flodvej: det sted, hvor varer, der var bragt fra landets indre, ventede på den videre rejse.
